Sagn om Thise og Guldbjerg

Kilde: Vendsysselbogen

Kæmpen i Guldbjerg

(Thise Ladegård ligger midtvejs på bakken)

Folketro om sten

I ældre tid vidste man ikke, at de store kampesten, der tilsyneladende tilfældigt lå spredt ud over landsdelen, var ført hertil i istiden. De måtte være kastet af skabninger med overmenneskelig kraft, af kæmper, trolde og jætter, og de skålformede fordybninger i mange af dem blev udlagt som mærker af kæmpefingre. Kæmpernes mål var i de fleste tilfælde kirkerne. Dem ville de knuse, for kirkeklokkeklangen kunne trolde og andet "skidteri" ikke tåle.

Undertiden kastede kæmperne kun om kap.

Kæmpen i Guldbjerg.

I Guldbjerg i Tise bakker boede der en kæmpe, og han var nok ikke af de mindste. En dag stod han ved Tise kirke og hvilede sin arm på kirketårnet. Som han nu stod i sine egne tanker, så han mand, der gik og pløjede på Filholm mark. Tise-kæmpen trådte derhen og stak både plovkusk og alle seks øg i lommen. Dem skulle de små have at skåte med.

Engang fik han besøg af to kæmper, sådan et par brølstoddere, der brovtede svært af deres styrke. Det huede ikke Guldbjerg- manden, og han foreslog dem en prøve i at kyle med sten. Det var de straks med på. Alle tre tog en passende klump og stillede sig op på hver sin side af de tre bakker, Guldbjerg, Mannebakke og Kirkebakke. Den første af de fremmede driver nu til, og hans sten faldt i Stavads eng. De fleste har nok hørt sige om den grå sten eller Stavads Kirke, som de også kalder den, og ved, at den vender sig, hver gang den lugter nybagt brød i Stavad. Den anden driver så til og sætter sin sten ud i Åby kær. Sidst kom Guldbjergmanden, og han sætter sin sten ud i Gøl Gade til landets yderste grænse, sådan omkring vel tre mil i lige flugt.

Se, da var der karle i Vendsyssel, ikke som nu om dage.

O. L. Grønborg.

Sagnet om den store sten ved Sandelsbjerg.

I gamle dage boede der en jættekvinde i Guldbjerg, den yderste høje knold af Thise Bakker. Jætterne er store og mægtige væsener, deres mål på tid er helt anderledes end vort. Hun boede der, før vor historie begynder. Hun var køn efter jætteskik, med en stor vortet næse, rin-dende øjne, tjavset hår og hugtænder, der i et bid kunne rive benet af en stud, mens den løb. I Gjøl Bjerg boede der på samme tid en kæmpe. Han var endnu større og stærkere og grimmere end jættekvinden, og da det var småt med piger den gang på egnen, blev de to kærester. De var forlovede det ene hundrede år efter det andet, men de blev dog ikke gift, fordi de ikke kunne enes om, hvem der skulle flytte til hvem. De var stædige, sådan ligner de godt nok folkene på egnen her. Jættekvinden havde den dejligste hule inde i Guldbjerg. Den var foret med hugormeskind, som var klistret sammen af tudsespyt, loftet blev båret af søjler af afgnavede ulveben, der var flettet sammen på en kunstfærdig måde, og på loftet var sat øjnene af alle de katte, jættekvinden havde haft de mange år, hun havde levet. De lyste som stjerner. Det er let at forstå, at jættekvinden ikke ville forlade den dejlige hule og flytte til kæmpens beskidte jordhul i Gjøl Bjerg. Han var jo ungkarl og havde ingen sans for hjemlig hygge. Hele hans indbo bestod kun af et leje af vindsvineskind, samt en kløstolpe, beklædt med skind af pindsvin, som han gnubbede sig på hver aften, når han stod op.

På den måde gik mange hundrede år, og de to blev efterhånden ældre. Den tid kom, da landet blev kristnet. Munkene byggede en kirke på Thise Bakker tæt ved Guldbjerg - om de nu ikke har turdet bygge på Guldbjerg, for de kloge munke vidste vel nok, jættekvinden boede dér? Hun skævede til kirken, men lod de små munke passe sig selv, det var ikke hende, der yppede kiv. Men munkene var om sig. En dag fik de en klokke sendt nede fra Rhinlandet, hvor de kunne støbe den slags. De hængte den op, og så blev der en ringen både tidlig og silde, der var aldrig ro. Den lyd kunne den store jættekvinde ikke lide. Den gik hende på nerverne, ligesom når vi mennesker bider på glas eller skraber med en kniv på en fil. Værre var det, at hun ikke kunne sove, når klokken bamlede. En tåget nat løb hun til Gjøl Bjerg og klagede sin nød til kæmpen. Tålmodig hørte han hendes jamren, mente, det drev over, når hun havde vænnet sig til den lyd og søgte i det hele at snakke sig fra det. Jættekvinden skreg og holdt et farligt postyr, rev sig i håret og råbte: Du er blevet gammel og aflægs, du dumme trold. Godt, jeg ikke giftede mig med dig. Du har ikke så mange kræfter tilbage, som der er i et lille menneske. Du kan hverken værge hus eller hjem.

Da blev kæmpen vred og gav hende en kindhest, så det buldrede under hele Gjøl ø. Folk vågnede i deres senge, sprang op og rendte ud i bar særk eller skjorte. De troede, timen var kommet, da øen skulle synke i Limfjorden, som der er spået i et gammelt sagn. Jættekvinden gned sin kind og drog trøstet hjem. Nu havde hun fået kæmpen gjort vred. Nu ville der ske noget.

Den gamle ungkarl havde det ligesom vendelboerne, han blev først rigtig vred trediedagen efter et skændsmål. Da begyndte han at lede efter store sten, måtte til sidst over Limfjorden til troldhøjene ved Restrup, før han fandt dem store nok. Han tog tre med sig af de største, som lå godt i hånden. Nu skulle den kirke på Guldbjerg smadres.
Kæmpen hørte til den underjordiske æt, derfor tålte han ikke solens lys. Han ventede derfor til en nat med tindrende klar fuldmåne, kløede sig godt på pindsvinepælen for at komme i stemning og gik i gang.

Han valgte den mindste sten først, vejede den i hånden, tog sigte og satte tilløb med et par skridt, idet han kastede. Der hørtes en lyd som en hvirvelvind, da stenen fór ham ud af hånden, han fulgte den med øjnene og så straks, at buen var for lav. Længst henne rev den skorstenen af et hus og faldt på Aaby Bjerg syd for Vildmosen. Kæmpen bandede, stod en stund og gloede ud i månelyset. Havde han virkelig ikke flere kræfter. Det gav dog et ryk i armen, da han slap.

Han pustede vredt et par gange, og nu tog han den næste sten, som han krystede, så vandet dryppede af den. Da den var blevet kold, spyttede han på den og rendte bedre til. Det lød som fjern torden, da stenen fór gennem luften. Det varede længe, før den faldt, for det er stenen ved Sandelsbjerg. Der er over to mil herfra og til Gjøl.

Da blev kæmpen rasende. Retningen var god nok, men kræfterne slog ikke til. Han løb rundt som en gal, rev træer op med rode og skabte sig meget. I raseriet tog han den sidste og største sten, smed den højt op i luften og fangede den igen, hver gang hylede han, som var luften fuld af Odinsjægere. Til allersidst fór han op på toppen af Gjøl Bjerg og tog tilløb derfra. Så voldsomt var tilløbet, at han rendte over hele Gjøl ø, før han kunne standse, og hvert sted, hans fødder ramte, blev der store damme, som ligger på øen den dag i dag. Da stenen fløj ham ud af hånden, lød det som torden og det allerværste uvejr. Stenen slog en flok lyn løse oppe i skyerne, for den gik helt over dem, og da den faldt, var den lige ved at ramme sit mål. Den dumpede ned på Thise bakker, kun et par hundrede alen fra kirken, dér slog den toppen af Grønbakken og lavede en gruelig ravage, men kirken blev stående. Da det var sket, gik kæmpen ind i sin hule, nu havde han ikke flere sten. Siden har ingen hørt noget til ham. Og jættekvinden er vel også ved den tid flyttet fra Guldbjerg, da klokken blev ved at ringe.

Kun de tre store sten ligger endnu, hvor de faldt. De ligger som et minde om naturkræfternes vælde. Når de gamle skulle forklare sig geologi og mange andre ting, da digtede de sagn, de gav tingene skikkelse. På den måde kunne de bedre forstå dem.